Faglig integration af studiestartere på alle SLK-bacheloruddannelser

Afrapportering


Hvad var problemstillingen?
Den faglige integration på sprogfagenes BA-uddannelser har traditionelt været vanskeliggjort af studiernes multifaglige identitet med en blanding af færdighedsorienterede fag (grammatik og sprogfærdighed), litterære, historiske og samfundsfaglige discipliner. Den studerende skal således kunne gabe over en mangfoldighed af fagligheder, hvilket stiller særlige krav til den faglige integration.

Dette er én af grundene til, at mange af sprogstudierne er plaget af forholdsvis høje frafaldsprocenter og af relativt lave gennemførselshastigheder.  Samtidig finder vi, at der en positiv sammenhæng mellem den sociale integration og den faglige integration. Vi håber således, at initiativer, der bidrager til mere gruppearbejde og mere tilstedeværelse, herunder flere rammesatte studieaktiviteter, vil kunne have en positiv effekt på bl.a. frafald og gennemførsel, ligesom det også forventes at have en afsmittende effekt på de studerendes læringsudbytte.


Hvad er der gjort?
I efteråret 2011 har der på alle SLK's BA-uddannelser været igangsat pilotprojekter, hvos studerende er blevet tilbudt værkstedsgruppearbejde i tilknytning til en række udbudte undervisningsforløb på 1. semester. Ideen med projektet har været at rammesætte de studerendes arbejde uden for undervisningen, at øge de studerendes arbejdstid på studiet og at sikre øget feedback og anden faglig vejledning af de studerende.

Vi har således ansat en række instruktorer, der har fungeret som støtteundervisere på en række værksteder knyttet til hhv. en sproglig og en historisk, samfundsfaglige disciplin. Der har været et nært samarbejde mellem instruktorerne og den VIP-underviser, der har haft ansvaret for disciplinen.


Har initiativet haft den ønskede virkning?
Der er foretaget en omfattende evaluering af initiativet, der  giver anledning til følgende kommentarer:

Alle evalueringer peger entydigt på, at studerende har haft et stort læringsudbytte af instruktorundervisningen, og flere tilbagemeldinger taler om markante faglige forbedringer. Flere svar peger også på at tilknytningen af en instruktor har styrket læsegrupperne, og at værkstederne har fungeret som en god hjælp til løsningen af konkrete opgaver, men også som middel til at opsummere fagligt indhold gennemgået i den almindelige undervisning. Udover det faglige udbytte melder både instruktorer og studerende øgede kompetencer i akademisk samarbejde og argumentation, ligesom der peges på positive effekter i forhold til den sociale integration på faget. Flere af instruktorerne er studerende på 3. semester. Mange af disse instruktorer melder, at det faglige udbytte overstiger udbyttet af ’deres eget forløb’ et år tidligere.

Det er endnu for tidligt at vurdere om initiativet har haft positiv effekt på frafald og gennemførselshastighed.


Hvad er det fremtidige potentiale for projektet?

  • Projektet har til formål at sænke frafald på 1. år, og kan derfor først måles efter studieåret 11/12, hvor målet er at forbedre frafaldstallet med i gennemsnit 10 %
  • Projektet har til formål at øge andelen af studerende, der gennemfører mellem 50 -60 ECTS i studieåret 11/12 med 10 %. Dette kan først måles efter studieåret 11/12

Hvad kan universitetet lære af projektet?

  • Øget anvendelse af værksteder, gruppearbejde med tilknyttet instruktor kan klart anbefales
  • Værkstedsarbejde og andre lign. tilbud skal fremgå af skema allerede ved studiestart og der skal skabes en forventning om at deltagelse i arbejdet forventes
  • Der skal være en tæt tilknytning til eksisterende fagudbud og et grundigt samarbejde med fast VIP er en forudsætning
  • Feedback spillet anbefales entydigt af alle involverede parter (studerende, instruktorer og VIP), men det skal ikke være det eneste pædagogiske der anvendes

Projektbeskrivelse


Formål
Initiativet inkluderer integreret brug af studieværksteder i to undervisningsforløb (sprog- og grammatikundervisning samt i historie, kultur- og mediefag) på BA-uddannelsernes 1. semester. Formålet med initiativet er at rammesætte arbejdet uden for undervisningen, at øge de studerendes arbejdstid på studiet og at sikre øget feedback og anden faglig vejledning af de studerende.


Indhold
Initiativet er taget i tæt koordination med sproguddannelserne ved BS (ASB), idet det tænkes at indgå i det samarbejde, der er taget initiativ til i foråret 2011. Dette samarbejde implementeres i det små fra efteråret 2011, og det forventes, at der med samlokaliseringen i 2012 sker en intensivering af en lang række undervisningssamarbejder på både bachelor- og kandidatniveau. Studieværkstederne tænkes at indgå i det fælles udbud af undervisning på udvalgte undervisningsforløb, der vil blive påbegyndt i løbet af 2012. Vi har således indgået en aftale med BS om at køre identiske studieværkstedsforløb i efteråret 2011, og derefter foretage en koordineret evaluering og afrapportering med henblik på at forberede at samlet initiativ i efteråret 2012.

En systematisk anvendelse af studieværksteder skal desuden ses som en del af et koordineret initiativ til reduktion af frafaldet ved AU’s sproguddannelse. Dette arbejde er påbegyndt i 2010 som et samarbejde mellem humanistisk Fakultet, IHO og SLK.

Undervisningsforløbene i sprog- og grammatikfag samt kultur- og mediefag har traditionelt været organiseret som holdundervisning med 12 x 2 konfrontationstimer. Studienævnet ved SLK har i de senere år arbejdet på at integrere læsegruppearbejde i disse forløb. Dette initiativ har været en stor succes, hvilket bl.a. fremgår af en evaluering, vi fik foretaget i november 2010. Se evalueringsrapport her: http://cc.au.dk/

Vi ønsker at udvikle læsegruppeinitiativet ved at skemalægge en række aktiviteter (studieværksteder), tilknytte instruktorundervisere og sikre bedre feedback og anden faglig vejledning. I de to nævnte undervisningsforløb vil de 12 x 2 timer konfrontationstimer blive suppleret med 5 x 2 timers arbejde i studieværksteder, hvor de studerende arbejder i grupper med konkrete faglige opgaver. Gruppearbejdet igangsættes et par uger inde i semestret og fordeles jævnt ud over semestret. Typen af aktiviteter vil være forskellig i de to forløb:

  • I gruppearbejdet tilknyttet sprog- og grammatikundervisningen vil de studerende arbejde sammen om løsningen af konkrete sprogfaglige opgaver under vejledning af tilknyttede instruktorer. Opgaverne formuleres af tilknyttede undervisere.
  • Gruppearbejdet i forbindelse med undervisningen i kultur- og mediefag vil forme sig som de studerendes gensidige feedback af korte skriftlige arbejdspapirer, som de har udarbejdet på forhånd. Center for Undervisningsudvikling har udviklet et feedback-spil, der vil blive anvendt som pædagogisk redskab i denne forbindelse. De faglige krav til de skriftlige opgaver vil blive formuleret af tilknyttede undervisere. De skriftlige opgaver tjener samtidig som forberedelse til den skriftlige eksamen. De tilknyttede instruktorer fungerer som igangsættere og faglige vejledere. 


Budget
Der er bevilget 338.133 kr. til projektet i 2011.