Institutseminarer med pædagogisk fokus på fagenes og undervisningens tilrettelæggelse og afvikling

Afrapportering


Hvad var
problemstillingen?
Studiemiljøundersøgelsen viste, at de studerende ved BCOM generelt trives godt.  89 % af de kandidatstuderende føler sig generelt rigtig godt tilpas på studiet. Den viste dog også, at der er flere områder, hvor der bør arbejdes på forbedringer, f.eks. er de studerendes timeforbrug pr. uge til undervisning og forberedelse alt for lavt (22 timer). Vejledning og tilbagemelding på faglige præstationer er endvidere et område, hvor der, trods en fremgang siden 2007, er lav tilfredshed blandt de studerende.  


Hvad er der gjort?
Afholdelse af eksternt institutseminar/undervisningsdage den 15. og 16. december 2012 med følgende overskrifter:

  • Undervisningspraksis, lærings- og studiemiljø. Oplæg ved Torben K. Jensen og efterfølgende diskussion på tværs af - og i - undervisningsgrupper
  • Arbejdsgrupper om fremtidens uddannelser/uddannelsesudvikling
  • Feedback & incitamenter til at undervise. Oplæg ved Torben K. Jensen

Har initiativet haft den ønskede virkning?
Ja, initiativet har bidraget til at identificere et antal temaer (relateret til studiemiljø og organisatoriske forhold), som hhv. institut og studienævn kan arbejde videre med (opfølgende halvdags-seminar 27. januar 2012).


Hvad er det fremtidige potentiale for projektet?

  • Seminaret har bidraget til at højne informationsniveau og gensidig inspiration på tværs af de faglige miljøer og har genereret ideer og forslag til igangsættelse af nye undervisningsaktiviteter og til udvikling af uddannelserne
  • Organisatorisk: Ideer til omlægning af undervisningen i forlængelse af proces foråret 2012 samt indkredsning af emner og inspiration til afholdelse af pædagogiske eftermiddage fremover

Hvad kan universitetet lære af projektet?
Eksterne institutseminarer udgør en god ramme for at diskutere studiemiljø- og organisatoriske tiltag i en sammenhæng. Det har været værdifuldt at inddrage CUL i seminaret, da det har givet inspiration til såvel drøftelserne på seminaret som til det opfølgende arbejde.

Projektbeskrivelse


Baggrund, formål og indhold
Institutseminarer muliggør, med afsæt i resultaterne i studiemiljørapporten fra BSS, øvrige evalueringsdata, nøgletal og undervisernes erfaringer fra undervisning og eksamen, diskussioner og revisioner af undervisningsforløb på samlede uddannelser.

Kvalitet i undervisning afgøres i højere grad af organiseringen af undervisningen end af den enkelte undervisers performance. Institutseminarer med deltagelse af alle undervisere på alle niveauer er en særlig velegnet og effektiv ramme for at diskutere organiseringen af undervisningen.

Det er hensigten, at der afholdes to seminarer á ca. 45 deltagere, og de afholdes som internatkurser forestået af BSS’ universitetspædagogiske enhed, Center for Center for Undervisning og Læring (CUL). Det præcise indhold aftales sammen med instituttet/studieledere/studienævn, og det forventes afviklet i efteråret 2011.


Budget
Der er bevilget 275.200 kr. til projektet i 2011.