Styrkelse af vejledning og faglig feedback

Afrapportering


Problemstilling
Studiemiljøundersøgelsen peger på, at der er rum for forbedring af den faglige vejledning og undervisernes feedback på de studerendes faglige præstationer. I lyset heraf ønsker vi dels at styrke undervisernes vejledningskompetencer og dels at stimulere en øget grad af peer‐feedback blandt de studerende, blandt andet vha. strukturerede e-­læringsaktiviteter.

Aktiviteter
CSE iværksatte følgende aktiviteter på området:

  • Arrangement vedr. forbedring af studiemiljøet på institut for molekylærbiologi og genetik. Arrangementet afvikles som en strategi-­workshop, hvor formålet er, at lave en strategi for forbedringen af studiemiljøet på kort, længere og lang sigt. Arbejdet foregår i samarbejde mellem undervisere og studerende og faciliteres af eksterne proceskonsulenter. Arrangementet er planlagt og afvikles 27. januar 2012
  • Eksperimenter med anvendelsen af Smartpens til at facilitere vejledning og øge udbyttet af den faglige feedback. I december 2011 blev der uddelt smartpens til 19 frivillige testpersoner hvoraf 8 er blevet interviewet. Testgruppen omfattede studerende, undervisere og ph.d. studerende. Se endvidere afrapportering vedr. projektet ”Udvikling af it-­støttede læringsaktiviteter”

Effekt
Det er i sagens natur endnu for tidligt at vurdere effekten af strategiworkshoppen på MBG. Dog kan det allerede nu konstateres, at både undervisere og studerende hilser initiativet meget velkomment, og at alle parter indgår i de forberedende aktiviteter med stor omhu.

Mht. Smartpens har effekten bl.a. været, at flere undervisere har fået øjnene op for teknologiens muligheder i forbindelse med at give faglig feedback og facilitere vejledning omkring opgaver og projekter. Underviserne var interesserede i at undersøge a) udarbejdelse af små sekvenser med temaer og demonstrationer som supplement til undervisningen, bl.a. som middel til at differentiere undervisningen på hold med stor spredning i faglige forudsætninger, samt b) tidsforskudt vejledning, der kan afhjælpe problemer med at træffe vejledningsaftaler med de studerende. Den første anvendelse ligger fint i forlængelse af teorien om ”Worked Examples”1.

Potentiale
Behovet for at udvikle en kompetence centralt ved fakultetet, der kan afholde strategiorienterede workshops vedr. udvikling af både undervisning og studiemiljø, vurderer CSE som værende meget højt. Det er vores vurdering, at den type aktiviteter kan være altafgørende for at implementere forandrings-­ og forbedringsprocesser i de faglige miljøer. Det er klart en service, som CSE ønsker at tilbyde alle hovedområdets institutter fremover.

“A Worked Example (WE) is an instructional device that provide a problem solution for a learner to study. WE include:

  • a problem statement
  • a procedure for solving the problem

WEs are meant to illustrate how other similar problems might be solved (prototypical examples).
The WE approach is particularly relevant to programs of instruction that seek to promote skills acquisition, e.g. problem solving, programming, music, chess, etc.” (kilde: forelæsningslides fra Michael E. Caspersen, CSE).

Smartpens som teknologi vurderer CSE som potentielt lovende. Den giver pædagogiske muligheder, som er ret unikke i forhold til vejledning og faglig feedback. Alle interviewpersonerne udtrykte interesse for fortsat at eksperimentere med at bruge pennen og for at deltage i et opfølgende og uddybende projekt i foråret. Flere interviewpersoner foreslog udforskning af pennens potentialer som redskab til at understøtte begrebsudvikling og læring i forbindelser, hvor tegneprocessen snarere end det færdige diagram/tegning er vigtig (f.eks. fysik: ladet partikel der bevæger sig i elektrisk felt, hhv. magnetfelt). Udnyttelse af pennen som et medium for distribution af opgaveløsninger med forklaring og som medium for digitale notater blev gennemgående nævnt som store potentialer blandt interviewpersonerne. En udbredelse i stor skala vil dog kræve yderligere ressourcer til at opbygge en reel supportfunktion. Endvidere skal der arbejdes mere med at få de studerende til at benytte teknologien til peer­‐feedback.

Læring
De iværksatte aktiviteter har alle været en succes. Det virker, som om de faglige miljøer har stor interesse i en endnu bredere pædagogisk kompetenceopbygning. Specielt med fokus på yderligere og forbedret interaktion med de studerende.

I dag tilbyder CSE pædagogiske kurser til ph.d.-studerende og postdocs/adjunkter, men der er flere steder fra efterlyst initiativer over for og ressourcer til erfarne undervisere på lektorniveau. Som et led i at forbedre studiemiljøet bør man derfor – i tæt og praksisfunderet samarbejde med de faglige miljøer – udvikle sådanne tilbud i form af aktiviteter og ressourcer, der adresserer en større gruppe af ansattes behov. Det være sig både i forhold til kursusundervisning og vejledning. Tilbuddene bør suppleres med etablering af aktive læringsnetværk, der løbende kan identificere behov og ønsker blandt undervisere og studerende, samt hjælpe med at implementere den ønskede ændrede praksis.

CSE ville eksempelvis gerne have arbejdet mere med faglig vejledning på BS- og MS-niveau, men givet den stramme tidsramme har det ikke været muligt. I den forbindelse har det været vores erfaring, at dedikerede undervisere er travle mennesker, der tager deres arbejde meget alvorligt og planlægger deres aktiviteter i god tid. Det er derfor vanskeligt at iværksætte, gennemføre og evaluere projekter med disse indenfor en 3-­måneders horisont. F.eks. forsøgte vi også at rekruttere undervisere til at arbejde med Rubrics evalueringsteknikken2 og Peerwise (se f.eks. http://peerwise.cs.auckland.ac.nz/) – begge dele uden held.

Projektbeskrivelse

Baggrund, formål og indhold
Studiemiljøundersøgelsen peger på, at der er plads til forbedring af den faglige vejledning og undervisernes feedback på de studerendes faglige præstationer. I lyset heraf ønsker vi dels at styrke undervisernes vejledningskompetencer, og dels at stimulere en øget grad af peer-feedback blandt de studerende, blandt andet vha. strukturerede e-læringsaktiviteter.

Vi ønsker specielt at udvikle web-baserede ressourcer om formativ evaluering og feedback til underviserne samt at tilbyde mini-kurser, workshops eller andre aktiviteter, der kan hjælpe til en effektiv udbredelse af en mere systematisk, kvalificeret og konstruktiv feedback til de studerende.


Budget
Der er bevilget 200.000 kr. til projektet i 2011.