Forbedring af studiemiljøet på Aarhus Universitet

Afrapportering


Hvad var problemstillingen?

Studiemiljøundersøgelsen 2011 viste bl.a., at udenlandske full-degree studerende er meget fokuserede på at få praktiske forhold på plads i forbindelse med deres studie og bruger derfor uforholdsmæssigt lang tid på at forberede sig på ”det at studere i en ny kultur” under nye forudsætninger. Ligeledes viste det sig svært at blive integreret i den danske studiekultur.


Hvad er der gjort?
For at forbedre disse vilkår har IC i samarbejde med CUDIM udbudt to workshops med målrettet information til internationale full-degree studerende om studiekultur og -teknik, med særlig henblik på at forberede sig og aflægge eksaminer ved Aarhus Universitet.


Har initiativet haft den ønskede virkning?

De to workshops modtog hhv. 32 og 24 tilmeldinger, hvoraf i alt 28 studerende mødte op. Det er første gang, at et sådant initiativ gennemføres på tværs af universitetets hovedområder, og set i forhold til lignende arrangementer afholdt af og i fagmiljøerne i tidens løb, er disse to SMU-relaterede workshops en succes, målt blot på sit deltagerantal. Indholdsmæssigt har arrangementerne afdækket og dækket vigtige informationsbehov hos deltagerne, hvilket også bekræftes af tilbagemeldingerne fra deltagerne.


Hvad er det fremtidige potentiale for projektet?

Planlægningen og gennemførelsen af de to workshops har vist, at der er mange udækkede informationsbehov om aspekter af danske studiekultur, hvilket IC og CUDIM allerede har planlagt at fortsætte og udvikle perspektiverne for i løbet af forårssemestret 2012.  


Hvad kan universitetet lære af projektet?

At der er betydelig mangle på og dermed behov for information og praktisk studie- og eksamenshjælp for AU’s mere end 3500 udenlandske studerende på fulde uddannelser. 

 

Projektbeskrivelse


Baggrund
I Studiemiljøundersøgelsen 2011 fremgik det, at 15 % af de udenlandske studerende med fuldtidsstudier på Aarhus Universitet føler sig diskrimineret på grund af deres etniske baggrund. Det er et meget højt tal, som tydeligvis strider imod ambitionen om at tiltrække flere udenlandske studerende til Aarhus Universitet.


Formål
Studenterrådet vil derfor sikre en bedre integration af de udenlandske studerende. Indsatsen vil bero på en tilbundsgående analyse af årsager til, at de udenlandske studerende føler sig diskrimineret. Analysen vil tage udgangspunkt i de kvantitative og kvalitative resultater fra Studiemiljøundersøgelsen, og derudover, via fokusgruppeinterviews, søge årsager og løsninger på problemet.

Studenterrådet finder det vigtigt at sikre, at initiativer til løsning af problemet bygger på en solid mængde dokumentation. Den beskrevne analyse vil kunne bidrage til dette, og vil kunne være et fundament for længerevarende projekter der skal sikre en bedre integration af de udenlandske studerende på AU. Studenterrådet håber at kunne samarbejde med International Center om sådanne projekter for at sikre en forankring i såvel studenterforeningerne som universitetets officielle faglige miljø.


Indhold
Foruden en tilbundsgående analyse vil et samarbejde med Internationalt Center kunne resultere i forbedringer, som Studiemiljøundersøgelsen 2011 allerede påpeger. Udenlandske studerende påpeger, at en større imødekommenhed fra aktører som studenterforeninger på universitetet vil kunne forbedre studiemiljøet. En større imødekommenhed kan bl.a. sikres ved ansættelse af studentermedhjælpere, der står til rådighed for studenterforeninger på Aarhus Universitet til hjælp med at gøre information og materialer tilgængelige på engelsk. Studentermedhjælperne skal være opsøgende i deres arbejde, og de skal gøre en solid indsats for at sikre, at budskabet og tilbuddet om hjælp kommer ud til så mange foreninger som muligt.

Endelig ønsker Studenterrådet at starte projektet for mere tolerance og bedre integration ved at invitere udenlandske studerende til et arrangement med fokus på at være udenlandsk studerende på Aarhus Universitet. Arrangementet er arrangeret i tæt samarbejde med Studenterhus Aarhus og vil blive afholdt i Studenterhus Aarhus' lokaler i midten af december. Med et sådan arrangement lægges der op til dialog, hvilket vil være medvirkende til at styre universitetet i den rigtige retning - mod bedre integration og dermed et bedre studiemiljø for udenlandske studerende.


Budget
Der er bevilget 100.000 kr. til projektet i 2011.