Hvad var problemstillingen?
På Fuglesangs allé så vi i Academic Business Council mange muligheder for at forbedre det fysiske studiemiljø. Dette omhandlede både den akademiske del af studiemiljøet med f.eks. bedre og flere læsepladser, samt det sociale miljø. Vi mente, der var dele af campus, der i forvejen var gjort til ”sociale” områder, men som ikke blev udnyttet godt nok, og her så vi muligheder for forbedringer. Vi mente også, at skolen kunne være nemmere at finde rundt på, evt. i form af interaktive tavler/fladskærme.
Derudover mente vi at så snart rus-ugen var færdig, manglede der et bindeled mellem studielivet, de studerende og BSS´s andre aktiviteter.
Som sidste område mente vi at ABC, havde meget at byde på for de studerende i form af at forberede de akademiske vilkår. I og med vi stadig er en ny forening er kendskabet til os lavt, og det ville vi gerne arbejde på at forbedre.
Hvad er der gjort?
Vi har haft svært ved at få lov til at få forbedret det fysiske studiemiljø, dels på grund af at BSS selv har tænkt mange af de samme tanker som vi har. F.eks. har vi forstået at Plug Down skal laves til speciale pladser, hvor vi også mente at det område kunne udnyttes bedre. Det samme gælder for området ved den gamle SL Café. Vi har også forstået på skolen at der snart bliver sat fladskærme op så studerende nemmere kan få information og finde rundt.
Vi har forsøgt at forbedre Dong U-Zone i U-bygningen og har haft en længere dialog med brandmyndighederne omkring hvad der kunne lade sig gøre af fysiske forbedringer, og AU Career som står for aftalen med Dong. Det har desværre vist sig at være svært at få mulighed for at realisere projektet, da skolen ikke har været ret konstruktiv i forbindelse med brandmyndigheder og udvikling af Dong U-Zone.
Vi har igangsat ”Holdrepræsentantordningen”, hvilket har været en succes målt på antallet af studerende, som ville involvere sig i akademiske aktiviteter samt øget kendskabet til ABC ved de nye studerende. Det betyder, at de studerende ved hvem de kan gå til hvis de evt. gerne vil klage over et fag eller underviser, eller bare har forslag til forbedringer. Derudover lader det til at ordningen er blevet et bindeled mellem det akademiske og sociale på skolen. Vi har også allerede inddraget deres erfaringer i forbindelse med arbejdet med den nye EQUIS akkreditering af BSS.
Gennem øget fokus på marketing ved indkøb af roll-ups samt plakater har vi fået øget kendskabet til ABC samt gjort det lettere at få de studerende i tale gennem flere medlemmer på Facebook.
Da flere af projekterne kunne realiseres billigere har vi haft mulighed for også at kunne støtte fremtidige forelæsninger og projekter for de studerende ved indkøb af gavekort til f.eks. BSS Books, som vi mener kan bruges til at støtte de studerende og øge kendskabet til ABC.
Desuden har vi haft mulighed for at støtte studienævnet ved at give de studerende samme vilkår som de administrative igennem køb af tablets, som de studerende i studienævnet fremover vil have adgang til, så længe de er valgt af de studerende. Dette initiativ bidrager ligeledes til en grøn profil, da man fremover kan undgå papirspild, da de studerende ikke længere har brug for alle bilag mv. sendt pr. post.
Vi har lavet en aftale med biblioteket på Campus Fuglesangs allé og indkøbt fladskærme til grupperum, hvilket er direkte til gode for de studerende, som nu har mulighed for at lave opgaver mv. ved brug af en skærm, som kan effektivisere gruppearbejdet.
På grund af problemer med afholdelse af nogle udgifter har vi fået mulighed for at få udsat nogle midler, som vi håber kan bruges på Dong U-zone projektet.
Har initiativet haft den ønskede virkning?
Vi har desværre ikke fået lavet alle de ændringer på det fysiske studiemiljø, som vi ønskede. Dels har vi ikke selv været hurtige og kreative nok til at komme med alternative forslag, når vores originale forslag viste sig ikke at være mulige, og dels har vi løbet ind i nogle uforudsete forhindringer som f.eks. brandmyndighedernes tilbageholden med at købe møbler til Dong U-zone.
Hvad er det fremtidige potentiale for projektet?
Vi har øget kendskabet til Academic Business Council, hvilket tydeligt ses i kraft af medlemmer af Facebook-gruppen. Ligeledes kan holdrepræsentant ordningen vise sig at være meget værd, idet nye studerende nu har et sted at gå til med akademiske problemstillinger. Vi forudser en stigning af værdien af begge disse projekter. Ligeledes forventer vi stor tilfredshed blandt de studerende ved skærme i gruppelokale og håber på realisering af projekter ved de udsatte midler.
Hvad kan universitetet lære af projektet?
ABC har lært at ting som tilladelser og dialog tager længere tid at komme igennem end først antaget, og hvis vi skulle være så heldige at få tildelt midler en anden gang, vil vi i hvert fald være meget hurtigere ude og forhøre os ved de relevante medarbejdere.
Vi mener, at vi generelt har mødt støtte og optimisme omkring vores projekter, men erkender, at den manglede realisering af nogle af vores projekter skyldes ringe kommunikation mellem os og relevante medarbejdere. Vi vil selv arbejde meget på dette fremover og håber, at der også fra Universitetets side vil være mere støtte på længere sigt.
Baggrund
Vi ønsker i Academic Business Council at skabe bedre omgivelser for de studerende på Campus Fuglesangs Allé 4 igennem flere og bedre læsepladser, afslappende og dynamiske omgivelser samt nye og anderledes måder at tænke gruppearbejde på.
For at fremme det fysiske miljø vil der blive investeret i følgende:
For at holde interessen vil vi afholde 2 arrangementer pr. semester, hvor vi vil byde repræsentanterne på mad og drikke og gå i dialog med dem. Vi forestiller og en ordning på ca. 80 personer pr. semester.
Budget
Der er bevilget 103.500 kr. til projektet i 2012.