Hvad var problemstillingen?
Vi ville gerne forsøge at genskabe noget af stemningen fra Nobelparken, hvor psykologi var en meget sammentømret flok af både mange frivillige foreninger og mange, der brugte de forskellige faciliteter på studiet. Vi var nervøse for, om flytningen og den medfølgende større spredning af vores studerende ville betyde, at vi ikke kunne fastholde den fællesfølelse, vi mente at have i Nobel. Derfor fokuserede vi med midlerne på at skabe et godt miljø omkring foreningskontorer og mødelokale for de frivillige foreninger, samt at skabe et godt studerendes område, hvor man både kunne holde læsemøder eller holde frokostpause og tage et spil bordfodbold.
Hvad er der gjort?
Vi har købt møbler, projektor, nyt bordfodboldbord, planter og spil til de studerendes område, hvilket vi håber kan tiltrække de studerende både i løbet af dagen samt til nogle af vores arrangementer som spilaften eller filmhygge.
Til vores mødelokale har vi anskaffet et stort konferencebord og projektor, så vores foreninger kan holde deres møder her. Vi har desuden købt computere til enkelte foreninger, som vil have stor glæde heraf.
Har initiativet haft den ønskede virkning?
Det er ikke helt til at sige endnu, om det har haft den ønskede virkning, da vores studerende først nu forhåbentligt også har deres forelæsninger i det nordøstlige hjørne af uniparken og vi først for nyligt har fået de sidste anskaffelser leveret. Vi vil dog mene, at rammerne er skabt for både et fælles studerendes område og et mødeområde for de frivillige foreninger.
Hvad er det fremtidige potentiale for projektet?
Vi håber, vi på sigt kan skabe den samme stemning som i Nobel, hvilket vil betyde, at det studerendes område hver dag er fyldt med psykologistuderende, der sidder på læsesal eller har været til forelæsning. Det vil betyde, at vores frivillige foreninger færdes på foreningsgangen og vælger at bruge faciliteterne til deres møder, både af den spontane og planlagte slags.
Hvad kan universitetet lære af projektet?
For os på psykologi har det betydet meget for os, at vi har et sted med en mere afslappet atmosfære, hvor vi kan gå hen og møde andre psykologistuderende. Sammenlagt med at man ser hinanden på læsesalen, i forelæsningssalen og til frokost giver det en følelse af samhørighed og har i Nobelparken betydet, at mange har opfattet studiet som en familie. Med sammenlægning har mange mistet den fornemmelse og er helt stoppet med at komme på læsesal, hvilket vi håber at vende med indsatsen i de studerendes område og på foreningsgangen. På psykologi mener vi, at det er en selvfølgelighed, at der skal være nok læsepladser, klasseværelser, forelæsningssale, og at man må udnytte hele campus' faciliteter, men vi vil nok påpege vigtigheden af, at tingene holdes så samlet som muligt, og at der også gøres plads til afslappede omgivelser, således at der skabes mere end bare et læsemiljø, men et miljø, hvor nye tanker og ideer kan trives.
Baggrund og formål
I forbindelse med flytningen har de studerende på psykologi fået tildelt et lokale i bygning 1350, som er tiltænkt, primært at skulle fungere som de psykologistuderendes base i lighed med det studenterrum de tidligere har haft i Nobelparken. Det er således meningen, at der skal være mulighed for at samles med sine medstuderende med henblik på gruppearbejde, men også for at spise frokost, drille en kop kaffe, spille et spil etc. Det er derfor en generel holdning at det er vigtigt med et sådant samlingspunkt for de psykologistuderende, idet de efter flytningen bliver spredt ud til forskellige auditorier, undervisningslokale, læsesale osv. I højere grad end tidligere, og at det derfor er vigtigt at have et hyggeligt sted, der primært er for psykologistuderende, så de ikke mister den fællesskabsfølelse, der på nuværende tidspunkt eksisterer. Der ansøges derfor til midler til at indrettet dette grupperum.
Budget
Der er bevilget 47.500 kr. til projektet i 2012.