Revision af fravalg og omvalg

Afrapportering

 

Hvad var problemstillingen?

Ud fra studiemiljøundersøgelsen var det ledelsens ønske at sætte fokus på faglig integration og gennemførsel. Studerende i molekylær medicin lå i undersøgelsen væsentligt lavere end andre studerende på HE og ST, i forhold til faktorer som bl.a. ”opnå kontakt til studerende på tværs af årgange”. I forbindelse med det første gennemløb af bachelor og kandidatuddannelserne i molekylær medicin blev det endvidere konstateret, at færre end ventet fortsætter i det interdisciplinære spor på kandidatuddannelsen i molekylær medicin, dvs. at der måtte ske en del frafald eller omvalg. Hensigten med projektet var at undersøge årsagerne til det.

Hvad er der gjort?

Derfor blev der igangsat en evaluering af de to uddannelser. Bacheloruddannelsen er i dag forankret på ST og kandidatuddannelsen på HE, men begge gennemføres i et samarbejde. Derfor er også evalueringen gennemført i et samarbejde. En projektmedarbejder har med udgangspunkt i akkrediteringskriterierne faglig profil samt struktur og tilrettelæggelse evalueret uddannelserne. Evalueringen har involveret en række interviews med fagpersoner og workshops med studerende.

Har initiativet haft den ønskede virkning?

 

Evalueringen er på nuværende tidspunkt ikke endeligt afsluttet, men det er ud fra de foreløbige resultater forventningen, at der vil blive iværksat en række konkrete initiativer i forlængelse heraf. Disse vil kunne sættes målrettet ind i forhold til de identificerede problemstillinger og derved på sigt forbedre gennemførsel og frafald/omvalg.

Hvad er det fremtidige potentiale for projektet?
(Her kan der evt. opsættes ”key performance indikators”, som informerer om eventuelle fremtidige milepæle/målingspunkter efter afrapporteringstidspunktet.)

Projektet har givet erfaringer med interne evalueringer, som vil blive inddraget i det videre arbejde med intern kvalitetssikring på AU.

Hvad kan universitetet lære af projektet?

Projektet har givet erfaringer med interne evalueringer, som vil blive inddraget i det videre arbejde med intern kvalitetssikring på AU.

 

 

Projektbeskrivelse

Baggrund

Molekylær medicin er en interdisciplinær bachelor- og kandidatuddannelse, der gennemføres i et samarbejde mellem ST og HE. Prodekanerne for de to hovedområder har konstateret, at der i gennemførelsen af første forløb har udviklet sig en række uhensigtsmæssigheder: problematisk overgang mellem bachelor- og kandidatdel, få studerende der skriver bacheloropgave med vejleder fra Health, hvilket indikerer, at tværfagligheden ikke er tilstrækkeligt i fokus, og ikke mindst, at en meget lille andel af de bachelorstuderende vælger at tage den kandidatuddannelse, som de søgte ind på.

På den baggrund ønsker HE og ST at igangsætte arbejdet med en revision af de to uddannelser. Revisionen skal tage udgangspunkt i konkret viden om de studerendes frafald og omvalg.

Indhold/Metode

Analysen skal tage udgangspunkt i endemålet for den færdige kandidat. Analysemetoden vil være en åben og reel (intern) besvarelse af akkrediteringskriterierne med fokus på kriterierne:

Uddannelsens faglige profil og mål for læringsudbytte      
Uddannelsens struktur og tilrettelæggelse

Analysen skal inddrage input fra aftagere og studerende, der har afsluttet bacheloruddannelsen. Sidstnævnte skal både omfatte studerende, der i dag læser på kandidatdelen(s sidste år), studerende, der har valgt kandidatuddannelse på ST og studerende der er faldet fra. Studienævn/undervisningsudvalg samt studieledere og andre centrale fagpersoner skal interviewes/inddrages.

Disse input skal kvalificere indholdet af uddannelsen, jf. kriterierne ovenfor: Vægtningen af støttefag kontra molekylærmedicinske fag, sammenhænge mellem fagene, undervisningsformer m.v. 

Til at gennemføre analysen ansættes en projektmedarbejder, der skal arbejde tæt sammen med det faglige miljø.

Formål

I AU perspektiv er det håbet, at projektet kan føre til ny viden om de problemstillinger der særligt er knyttet til interdisciplinære uddannelser, hvor den faglige identitet måske ikke umiddelbart er så tydelig for de studerende. Desuden vil projektet kunne generere viden til den fremtidige udmøntning af et institutionsakkrediteringsforløb.

Budget

Der er bevilget 150.000 kr. til HE’s del af projektet. 

Samlet budget er 350.000 kr. i 2012.