Indlæg

Den nye databeskyttelsesforordning træder snart i kraft

"Er du ikke direkte involveret i projekter med relation til dataforordningen, er det stadig vigtigt, at du sætter dig ind i, hvilken indflydelse den vil få på dit arbejde." skriver Arnold Boon i denne måneds blog.

Jeg håber, at de fleste ved, at der den 25. maj i år træder en ny databeskyttelsesforordning i kraft i Danmark og resten af EU. På AU er vi også i fuld gang med at løfte en stor opgave for at sikre, at vi imødekommer de nye krav, forordningen bringer med sig.                         

Men hvad er forordningen egentligt for en størrelse? Og hvad gør vi på AU konkret for at sikre, at vi lever op til den? Og hvad kan du som medarbejder gøre for at bidrage til, at vi lever op til reglerne? Det er spørgsmål, jeg vil besvare i denne måneds blog.

Databeskyttelsesforordningen kort forklaret

Mange af jer medarbejdere arbejder dagligt med personoplysninger. Det gælder inden for administrationen, men også inden for forskning og uddannelse. Personoplysninger dækker over mange forskellige typer oplysninger, for eksempel navn, alder, adresse, telefonnummer, cpr.nr., sygdomsperioder, løndata, osv. 

Den nye databeskyttelsesforordning skal sikre, at personoplysninger blive håndteret, opbevaret og behandlet på en sikker måde. Forordningen erstatter den nuværende persondatalov, der har været gældende siden 2000, og medfører, at en række regler for personoplysninger bliver skærpet.

Jeg ser – og det står jeg ikke alene med – databeskyttelsesforordningen som et paradigmeskifte på dette område. Lidt forsimplet kan man sige, at persondata ikke er ’vores’ data, men at persondata er oplysninger, som vi har ’til låns’, og derfor skal vi passe godt på dem.

Grundlæggende synes jeg, at det er en positiv udvikling, der kommer til at sikre den enkelte borgers personlige data i et samfund, hvor netop data hastigt spiller en større og større rolle – og teknologien giver nye muligheder, men medfører også flere risici.

Hvad gør vi på AU for at blive klar?

På AU har vi allerede længe arbejdet med at blive klar til den nye forordning.

En af de vigtigste opgaver er at gennemgå alle datastrømme i forskningsmiljøerne, på vores uddannelser og i administrationen. Sideløbende med det kortlægger vi, hvor vi skal gøre en indsats – altså hvor skal vi tilpasse vores it-systemer og vores procedurer for at imødekomme kravene. Det er i sagens natur en mastodont-opgave.

På forskningsområdet handler det især om, at vi får registreret alle forskningsprojekter, der arbejder med persondata. På uddannelsesområdet skal vi ligeledes afklare, hvordan vi håndterer persondata i eksempelvis Blackboard og i studienævnenes arbejde.

Og generelt skal vi alle sammen rydde op i vores mails, på skrivebordet og netværksdrev, så vi ikke har følsomme personoplysninger liggende, som vi ikke længere skal bruge i vores arbejde.

Hvad kan du gøre, som medarbejder i administrationen?

En del af medarbejderne i administrationen er allerede helt eller delvist involveret i arbejdet med at blive klar, til databeskyttelsesforordningen træder i kraft. Jeg vil gerne kvittere for det store stykke arbejde, der allerede er blevet gjort.

Er du ikke direkte involveret i projekter med relation til dataforordningen, er det stadig vigtigt, at du sætter dig ind i, hvilken indflydelse den vil få på dit arbejde. Det kan du fx gøre ved at orientere dig på vores hjemmeside, hvor der er blevet oprettet en særlig sektion. Her kan du blandt andet læse om, hvordan du håndterer mails og opbevarer persondata. 

AU tilbyder desuden et kursus i god forvaltning til alle administrative medarbejdere - og inden længe vil vi tilbyde et e-learning kursus, som bliver tilgængeligt for alle medarbejdere.

Har du umiddelbart spørgsmål til databeskyttelsesforordningen, kan du gå til din nærmeste leder eller finde kontaktoplysninger på repræsentanterne i databeskyttelsesteamet.

Har du spørgsmål/kommentarer?

Send dit spørgsmål eller din kommentar til director@au.dk. Husk at tilføje i din mail, om kommentaren/spørgsmålet må offentliggøres her på siden.