Nyhedsbrev fra universitetsledelsen nr. 6/2015

Vicedirektørstillinger er slået op

De to vicedirektørstillinger for henholdsvis Forskning og Eksterne Relationer og It & Digitale Medier er nu slået op og ønskes besat pr. 1. maj 2015.

Den nye vicedirektør for Forskning og Eksterne Relationer skal blandt andet understøtte indsatsen for tiltrækning af eksterne forskningsmidler og stærke eksterne samarbejder samt indgå i formidlingen af forskningsresultater og tiltrækning af talenter.

Stillingen som vicedirektør for It & Digitale Medier indbefatter blandt andet opgaver om at udvikle og vedligeholde IT arkitekturen for universitetets IT-systemer samt understøtte brugersupporten på AV og digitale medier.

Ansøgningsfristen for begge stillinger er den 8. marts 2015.


DFF-millioner til postdocs på AU  

16 unge AU-forskere var blandt modtagerne, da Det Frie Forskningsråd i denne uge uddelte sine postdocstipendier.

I alt blev der uddelt stipendier for knap 130 millioner kr., som fordeles blandt forskere inden for samtlige videnskabelige områder.

Det Frie Forskningsråd afholder i næste uge EliteForsk-konferencen, hvor navnene på de fem modtagere af årets EliteForsk-pris offentliggøres.  


Del din forskning til Forskningens Døgn

Ansøgningsfristerne nærmer sig for forskere, der ønsker at medvirke i dette års Forskningens Døgn. Forskningens Døgn afholdes den 23.-25. april 2015 under temaet 'Fremtidens Teknologier'. Du kan bidrage på dagen i Aarhus eller tilmelde dig "Bestil en forsker"-initiativet. 


Tilmelding til Forskningens Døgn i Aarhus

Forskningens Døgn i Aarhus afholdes i år den 24. april, og forskere fra alle fakulteter opfordres til at tilmelde et bidrag på dagen. 

Ansøgningsfristen for tilmelding er den 2. marts 2015.

Tilmelding til “Bestil en forsker”-initiativet
Den 26. Februar er der tilmeldingsfrist for de forskere, der ønsker at tilmelde et foredrag til dette års ”Bestil en Forsker”-initiativ, der løber alle dage under Forskningens Døgn.

Som forsker bestemmer du selv, hvad emnet er, hvornår det skal foregå i perioden fra den 23.-25.april, og hvor det skal foregå.

Tilmelding skal ske senest torsdag den 26. februar 2015 via dette link  

Spørgsmål vedrørende initiativet kan rettes til bestilenforsker@bestilenforsker.dk eller mhf@bestilenforsker.dk


MatchPoints Seminar 2015 om sikkerhed i Arktis

Sikkerhedsproblematikkerne i Arktis og Nordatlanten er i år temaet på den store MatchPoint konference i Aarhus, hvor nordiske politikere og embedsmænd mødes med forskere fra Norden og resten af verden.

Aarhus Universitet og Aarhus Kommune er værter for konferencen, der er skabt i et tæt samarbejde med flere nordiske universiteter og forskningsinstitutioner samt Folketinget.

Konferencen afholdes i november, og der er allerede nu åbent for tilmelding.


AIAS annoncerer 'Call for Posters'

Den 11.-12. Juni afholder AIAS en international AIAS-konference 'The Hands of Time: Multiple Perspectives on Aging’ om temaet “Aldring”. Indtil den 1. marts er det muligt at indsende et abstract med forslag til en posterpræsentation inden for dette tema.

Temaet belyses ud fra 4 hovedsessioner: “The Aging Human Individual: Body”, “The Aging Human Individual: Mind”, “The Aging Society” og “Aging and Culture”, og vil inddrage nationale og internationale speakers fra alle hovedområder.


U-days hjælper med at afklare studievalg

Den 26.-28. februar åbner Aarhus Universitet dørene for potentielle studerende ved det årlige U-days-arrangement. Her giver studerende og studievejledere et indtryk af, hvad de forskellige studieretninger har at byde på, og i år er der også mulighed for at tale med færdige kandidater om, hvordan de har brugt deres uddannelse på arbejdsmarkedet. 

Alle videregående uddannelsesinstitutioner i Aarhus deltager i U-days. Sidste år blev 82 procent af gæsterne mere afklarede om deres studievalg efter at have deltaget i arrangementet.


Vær med til Århundredets Festival om eksistens

Tag med, når Århundredets Festival går i kødet på den menneskelige eksistens. Den 5.-8. marts inviterer Folkeuniversitetet til EKSISTENS – en festival om det at være menneske!

Oplev et brag af en åbningsfest og over 50 arrangementer, hvor du kan blive klogere på alt lige fra sorg og  supermænd til begær og Big Bang.


Kalender

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi om beslutninger og tiltag fra universitetsledelsen samt aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen http://info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer. På adressen http://www.au.dk/om/uni/universitetsledelsen/nyhedsbrevuniled/2014 kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen.

Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det på adressen http://info.au.dk/medarbbreve/index.asp?sprog