Aarhus Universitet kom ud af 2018 med et underskud på 2 mio. kr. ud af en samlet omsætning på 6,6 mia. kr. Det fremgår af årsrapporten for 2018, som bestyrelsen netop har godkendt på sit møde den 25. april.
Økonomien på Aarhus Universitet er med andre ord i balance, og bestyrelsen har stor tillid til AU’s fortsatte ambition om at styrke de strategiske satsninger. Samtidig er bestyrelsen meget opmærksom på udfordringen med at få dækket overhead, når forskningen i stigende grad finansieres med eksterne tilskud.
Forslaget om deling af Science and Technology blev i går præsenteret for bestyrelsen, og rektor Brian Bech Nielsen sender nu forslaget til høring. Alle fakulteter, studenterorganisationer, Enhedsadministrationen og HSU vil blive inddraget i høringen, som vil være særligt omfattende på ST.
I forslaget er beskrevet en deling af ST i to nye fakulteter: Faculty of Engineering and Life Sciences og Faculty of Science.
Forslaget er blevet til på baggrund af drøftelser mellem rektor, dekanat og institutledere på ST. Den model for deling af fakultetet, de kom frem til, blev efterfølgende fremlagt for medarbejdere på alle ST's institutter og institutlignende centre, og her kom medarbejderne med deres input og spørgsmål til forslaget.
Høringen kører frem til den 20. maj, og den 7. juni 2019 forventes bestyrelsen at tage endelig beslutning om den fremtidige organisering af ST.
Novo Nordisk Fonden har tildelt professor Poul Nissen Institut for Molekylærbiologi og Genetik/DANDRITE en femårig bevilling i form af et ”NNF Distinguished Investigator 2019 grant” inden for ”Bioscience and Basic Biomedicine”, der tildeles forskere, som har vist, at de kan udføre og lede forskning på allerhøjeste internationale niveau. Poul Nissen får med grantet 10 millioner kroner til at forske i insulin-receptoren.
Stammer vi fra rummet? Hvordan smager lyden af chokolade? Skal der være elefanter i den danske natur? Og hvad er god ledelse? Det var nogle af de spørgsmål, de godt 1000 deltagere ved dette års Forskningens Døgn kunne få svar på fra de studerende og forskere, der præsenterede deres forskningsprojekter ved arrangementet.
Under temaet Fascinerende Forskning, løb Forskningens Døgn af stabelen for 15. år i streg af stablen i og omkring Stakladen. Arrangementet på AU den 24. april var en del af et større landsdækkende arrangement, der blandt andet har til formål at hylde forskningens helt grundlæggende element af ’nysgerrighed’ – og at etablere mødesteder for forskere og den danske befolkning.
Tilmeldingen til årets DHL er åben frem til 9. maj, så det er ved at være oppe over at få meldt hold ind til stafet og walk. Igen i år deltager AU i DHL i tre byer på følgende dage:
Odense: Torsdag d. 15. august
Aarhus: Torsdag d. 22. august
København: Torsdag d. 29. august
Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi om beslutninger og tiltag fra universitetsledelsen samt aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet her, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer.Her kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen.
Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det her.