Indlæg

Et godt arbejdsmiljø skaber vi i fællesskab

I begyndelsen af december tager vi hul på valget af nye arbejdsmiljørepræsentanter. Jeg vil gerne i dette blogindlæg understrege vigtigheden af, at vi i fællesskab skaber et godt arbejdsmiljø i administrationen - og opfordre dig til at overveje, om du vil stille op til valget.

Valget til arbejdsmiljøorganisationen er en vigtig del af samarbejdet på AU imellem medarbejdere og ledere om trivsel og effektivitet - og dermed om et godt arbejdsmiljø. Som arbejdsmiljørepræsentant kan du være med til at påvirke nogle af de vigtigste parametre for et godt arbejdsmiljø - og til at forbedre det, hvor der måtte være behov. Jeg vil derfor gerne opfordre alle medarbejdere til at bakke op om valget og overveje, om de vil stille op og tage del i organisationens arbejde.

Som universitetsdirektør er det vigtigt for mig, at vi har et godt arbejdsmiljø i administrationen. Først og fremmest fordi et godt arbejdsmiljø gør os gladere for at være på arbejde.  Men også fordi jeg er sikker på, at det har en positiv effekt på kvaliteten og effektiviteten af vores arbejde. Det fysiske og psykiske arbejdsmiljø er derfor fundamentalt for vores trivsel og arbejde i administrationen.

Arbejdsmiljøorganisationen er en vigtig drivkraft i arbejdet for at sikre, at vi får taget hånd om udfordringer i forhold til arbejdsmiljøet og samtidig udvikler os på området. En anden vigtig drivkraft er den løbende dialog mellem medarbejdere og ledere om, hvordan vi f.eks. prioriterer opgaver, udvikler administrationen, sikrer en god omgangstone samt forebygger ulykker og arbejdsskader.

Jeg vil derfor også gerne opfordre medarbejdere og ledere i hver enhed til løbende at drøfte, hvordan et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø skabes i enheden - og for den enkelte medarbejder.

FAKTA: Valget til arbejdsmiljøorganisationen

Valg af arbejdsmiljørepræsentanter er delt op i to faser: En opstillingsperiode, som løber fra 6. december 2017 til 8. januar 2018, og derefter en valgperiode, som løber fra 11.-26. januar 2018.

·        Læs mere om valget - herunder hvordan du stiller op og stemmer - her

Har du spørgsmål/kommentarer?

Send dit spørgsmål eller din kommentar til director@au.dk. Husk at tilføje i din mail, om kommentaren/spørgsmålet må offentliggøres her på siden.