Ledertrivsel i akademia – mellem begejstring og belastning

Få indsigt i din egen trivsel og stressprofil, og lær at balancere mellem engagement og pres i en hverdag præget af høje krav, faglighed og mange interessenter. Workshoppen giver dig konkrete greb til at forebygge stress – både for dig selv og dem, du leder eller rådgiver.


Målgruppe

Workshoppen er målrettet:

  • ledere i VIP- og TAP-miljøer
  • ledelsesrådgivere, der arbejder med trivsel, ledelsesstøtte eller organisatorisk udvikling

Hvad får du?

Denne workshop giver dig viden, refleksion og konkrete metoder til at styrke din ledertrivsel i et miljø, hvor høje ambitioner, ansvar og mangeartede opgaver er en del af hverdagen. Du får inspiration til, hvordan du kan arbejde helhedsorienteret med trivsel og håndtere belastninger, før de udvikler sig til stress – både i forhold til dig selv og de miljøer, du er en del af.

Du får blandt andet:

  • indsigt i, hvorfor ledertrivsel fortjener opmærksomhed i en universitetskontekst
  • et helhedsorienteret blik på trivsel og stress, der inddrager forskellige arenaer i (arbejds)livet
  • mulighed for at reflektere over din egen stress- og trivselsprofil og identificere, hvad der giver dig energi – og hvad der dræner
  • inspiration til at navigere bevidst mellem begejstring og belastning, så du kan lede dig selv og andre bæredygtigt i daglig praksis
  • perspektiver på, hvordan kultur, samarbejdsformer og ledergrupper påvirker trivsel, og hvad man som leder eller rådgiver kan være opmærksom på
  • perspektiver på, hvordan man kan fremme en kultur, hvor åbenhed om trivsel er naturlig og forebyggelse er fælles ansvar

Formålet er ikke, at du går derfra med færdige løsninger, men med nye indsigter og greb, der kan styrke din egen og andres trivsel i hverdagen.

Form

Workshoppen veksler mellem oplæg, gruppe- og plenumrefleksion, samt øvelser, der gør det muligt at koble indholdet til din egen ledelsespraksis.