SIS - nyt studieadministrativt system

AU skal have nyt studieadministrativt system som afløser for STADS, der er forældet og udfases i 2027.

Her på siden kan du læse mere om SIS-projektet, og hvad der kommer til at ske i de kommende år.


Kort om SIS-projektet

SIS-projektet på AU udspringer af det tidligere nationale programfællesskab Kopernikus, hvor de 8 danske universiteter sammen skulle finde en afløser for STADS.

I november 2021 opløste Uddannelses- og forskningsministeriet Kopernikus, hvorefter AU selv valgte at stå for at anskaffe et nyt studieadministrativt system. Det gør det nemmere at finde dét system, der bedst matcher universitetets behov og eksisterende systemlandskab – i direkte dialog med system- og produktleverandører.

Projektets formål og vision

Det nye SIS-system bliver rygraden i AU’s studieadministration og skal kunne håndtere universitetets studieadministrative processer og data – og være opdateret til de krav, behov og forventninger, som sektoren og brugerne har på det studieadministrative område.

Målet med SIS-projektet er at finde et internationalt markedsledende system, der:

  • understøtter, at AU's studerende får en personaliseret brugerrejse gennem hele deres studie med en administrativ understøttelse, der giver mest mulig plads til at fokusere på studierne
  • optimerer de studieadministrative processer og skaber ensartede, effektive og automatiserede arbejdsgange – for den enkelte medarbejder og på tværs af studieadministrationen.
  • højner kvaliteten af de studieadministrative data, som fødes ind i relaterede systemer fx planlægningssystemer, learning management systemet (Brightspace) eller det digitale eksamenssystem.

Projektets organisering

SIS-projektet er organiseret som ét samlet program med et antal delprojekter, som er underlagt en fælles styring og governance. Gennem hele processen vil medarbejdere og studerende blive involveret i de faser og fora, hvor det er relevant.

  • Styregruppeformand: Universitetsdirektør Kristian Thorn
  • Programleder: Per Guldbæk Larsen, AU Uddannelse

Den overordnede organisering af projektet ses her:

Foreløbig tidsplan

November 2023 Udbudsprocessen går i gang
Sommer 2024 Valg af udbyder
2025 - 2027 Teknisk og organisatorisk implementering
Efterår 2027 SIS-systemet tages i brug på AU