Indlæg

Corona skubber vores arbejdsliv på AU i en ny retning

I min seneste blog opfordrerede jeg jer til at dele, hvilke erfaringer I synes, vi skal tage med fra corona-nedlukningen. Det har flere af jer gjort – og det har givet os i ledelsen gode input, som vi nu tager med i det videre arbejde med at udvikle AU som arbejdsplads.

Det glæder mig, at flere medarbejdere har taget sig tid til at sende mig deres input til, hvilke erfaringer vi skal bygge videre på fra corona-nedlukningen. Det har været givende læsning, og jeg hæfter mig især ved fire temaer, som går igen i de tilbagemeldinger, jeg har fået skriftligt og det, jeg i øvrigt hører rundt om i organisationen: hjemmearbejde, virtuelle møder, ledelse og klima.

Det er tydeligt, at mange har haft glæde af den fleksibilitet, det giver at arbejde hjemmefra. Mere tid til familien, bedre work-life-balance og større produktivitet, fordi man undgår forstyrrelser og transporttid – det er nogle af argumenterne på positivlisten. Andre foretrækker at møde ind fysisk på arbejde. Selv hører jeg til dem, der gerne vil ind på kontoret, men også er blevet glad for fx at tage de virtuelle møder hjemmefra. Jeg tænker, at det er forskelligt fra person til person, hvad man foretrækker - og så afhænger muligheden for hjemmearbejde også af, hvilke opgaver man varetager. Jeg vil opfordre til, at erfaringerne med hjemmearbejde evalueres lokalt af ledere og medarbejdere – og at man sammen finder ud af, hvordan man bedst organiserer sig fremadrettet.

Erfaringerne, vi har gjort med at afholde virtuelle møder, står ligeledes og ikke overraskende lysende klart hos mange af os. Medarbejdere fremhæver, at det er en måde at gøre møder mere effektive på – og at det reducerer transporttiden. Det bliver dog også nævnt, at de virtuelle møder bedst fungerer, når alle deltagere er online. Der er ingen tvivl om, at vi på AU under nedlukningen har fået et massivt og tiltrængt digitaliserings-skub. Nu har vi revet plasteret af såret, og det er vores chance for at gribe den kollektive læring og bruge det som afsæt for at blive endnu bedre. For med flere virtuelle møder følger også en forpligtelse til at organisere os bedst muligt -og kende de tekniske muligheder til bunds.

Flere af jer, der har meldt tilbage, opfordrer til, at vi som ledere bruger erfaringerne fra nedlukningen til at indrette vores arbejde og arbejdsplads. Det er vi allerede i fuld gang med, og efter sommerferien fortsætter vi drøftelserne i LEA. Vi skal være helt skarpe på, hvad vi skal tage med fra nedlukningen i bestræbelserne på at skabe fremtidens arbejdsplads.

I forlængelse af det vil jeg gerne opfordre ledere og medarbejdere til også at drøfte lokalt, hvad I har lært af nedlukningen – og hvad det skal have af betydning for, hvordan arbejde og arbejdsliv planlægges i fremtiden i jeres enhed.

Corona kan gøre godt for klimaet

Et sidste tema, som flere medarbejdere er kommet ind på, er klima. Det er jeg meget glad for, fordi det er et vigtigt område, som vi alle kommer til at arbejde meget mere med på den anden side af sommerferien – og i fremtiden.

Under corona-nedlukningen er AU’s klimaaftryk formindsket markant. Det skyldes bl.a., at vi ikke har haft nogle flyrejser, at meget få har skullet tage bilen til og fra arbejde, og at vi har brugt meget lidt elektricitet og internetforbindelse på campus. Vores nye klimastrategi – og herunder målet om at nedbringe vores CO2-udledning – har dermed fået en noget uventet håndsrækning.

Erfaringer fra corona-nedlukningen, der kan have en positiv effekt på vores klimaregnskab, går vi i gang med at indsamle efter sommerferien. Det sker med en såkaldt klima-stafet, hvor ledere og medarbejdere på AU inviteres til at dele deres ideer til, hvordan vores læring fra corona-nedlukningen kan bidrage positivt til et mere grønt universitet. Det initiativ vil I høre nærmere om i august.

God sommer!

Men lige nu står sommeren og banker på, og snart skruer vi igen ned for aktiviteterne på AU. Denne gang er det heldigvis ikke en uforudset pandemi, men en velfortjent sommerferie, der er årsagen.

Jeg vil gerne endnu en gang sende jer en meget stor tak for den fremragende indsats og omstillingsparathed, I har udvist under nedlukningen og under den gradvise genåbning, som vi stadig bruger kræfter på. Jeg er meget glad for og imponeret over, hvor godt vi i administrationen har været i stand til at håndtere de mange pludselige forandringer på universitetet og i samfundet generelt. Tusind tak for det – og med de ord ønsker jeg jer alle en rigtig god sommer.

Har du spørgsmål/kommentarer?

Send dit spørgsmål eller din kommentar til director@au.dk. Husk at tilføje i din mail, om kommentaren/spørgsmålet må offentliggøres her på siden.