Indlæg

God sommer!

Dekan Mette Thunøs klumme

Kære medarbejdere og studerende på Arts

Tak for sidst og tak til alle der gjorde den 17.6. til en fantastisk dag med faglige indslag, mad og underholdning på Kasernen og fest i parken! Det var især imponerende at se så mange fra Emdrup, der havde taget bussen til Campus Aarhus, så vi kunne mønstre over 500 medarbejdere fra Arts til spisning og snak. Festen var en fejring at fremtidens AU, men også en  markering af, at sommerferien ligger lige om hjørnet. Den er velfortjent og for mange sikkert også et kærkomment pusterum - jeg ved, at der er i dette forår er blevet arbejdet hårdt for at bære alt det gode fra de gamle fakulteter ind i den nye organisation, samtidig med at både VIP, TAP og studerende har været engagerede i at skabe nye muligheder for forskning, samarbejde og uddannelser på Arts. Tak også for dette arbejde, som vi jo fortsætter efter sommerferien.

Forandringerne på AU og Arts vil nogle opleve går meget stærkt, mens mange nu også er utålmodige efter at komme i gang med det egentlige arbejde i den nye organisation.  I dekanatet bestræber vi os på at finde det rigtige tempo, der kan få os på plads hurtigst muligt, men samtidigt sikrer, at der bliver truffet de bedst mulige beslutninger undervejs. Et led i beslutningsprocessen er de netop afholdte caféseminarer i Aarhus og Emdrup, hvor knap 150 medarbejder og studerende havde afsat en eftermiddag til at diskutere den fremtidige struktur på Arts. Det er der kommet mange fornuftige forslag ud af, som vi i dekanatet inddrager i et kommende forslag til organiseringen af Arts. Vi har også opsat et digitalt diskussionsforum om organiseringen af Arts, som du kan finde her. Rapporten udsendes i høring i slutningen af august til de akademiske råd, samarbejdsudvalg, studienævn og studenterrepræsentanter.

Når vi gerne vil have organiseringen på plads i begyndelsen af semesteret, skyldes det ikke mindst de kommende valg til akademisk råd, studienævn, ph.d.-udvalg m.m. Valghandlingerne vil finde sted i november i henhold til AU’s vedtægter og sammensætningen af råd og nævn skal derfor være fastlagt allerede medio september.

For at holde alle orienterede om både valg, beslutninger og den fremtidige udvikling vil jeg opfordre dig til at tilmelde dig nyhedsbrevet, så det kommer automatisk ind i din postkasse. Fremover vil nyhedsbrevet nemlig ikke blive distribueret direkte til alle. Du vil også kunne finde nyhedsbrevet i Arts’ nyhedsarkiv.

Det bliver et meget spændende og betydningsfuldt efterår for vores fakultet. Jeg håber, at I vil deltage lige så aktivt og konstruktivt efter ferien som før ferien.

God sommer til alle.

Mette Thunø
Dekan

Har du spørgsmål/kommentarer?

Send dit spørgsmål eller din kommentar til director@au.dk. Husk at tilføje i din mail, om kommentaren/spørgsmålet må offentliggøres her på siden.