Som opfølgning på forskningsfrihedsundersøgelsen fra 2018 har Aarhus Universitet fået en udvidet politik for forskningsintegritet, forskningsfrihed og ansvarlig forskningspraksis. Derudover er regelsæt for praksisudvalg og rådgivere på området blevet udvidet, så de nu også dækker pres på forskningsfriheden. Tiltagene er konkret beskrevet her.
Både politik og regelsæt bygger på de eksisterende nationale retningslinjer, Den danske kodeks for forskningsintegritet, som Aarhus Universitet sammen med de øvrige danske universiteter tilsluttede sig i 2014, samt Danske Universiteters principper for god forskningskommunikation, som universitetet også har tilsluttet sig.
Aarhus Universitets supplement til de nationale retningslinjer er blevet udviklet i det første halvår af 2019 med de akademiske råd som en væsentlig drivkraft. Tiltagene har desuden været i bred høring på universitetet, inden de blev besluttet af universitetsledelsen den 28. august.
I lyset af den igangværende, beklagelige sag om en rapport fra DCA - Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug, hvor rapporten ikke har levet op til retningslinjerne, er det glædeligt, at universitetet nu har et bedre setup til forskerne, så de kan søge rådgivning og vejledning om forskningsfrihed, understreger rektor:
”Alle forskere skal kende universitetets retningslinjer og deres eget ansvar. Skulle man have viden om forhold, der ikke efterlever retningslinjerne, opfordrer jeg til, at man gør brug af disse muligheder for rådgivning, eller at man tager sagen op via ledelsesstrengen. Vi skal addressere den slags problemer på Aarhus Universitet".
Rektor har desuden besluttet, at der skal udvikles kursusforløb om forskningsfrihed og -integritet. Et kursus, man som forsker på universitetet skal deltage i.
Dekaner, institutledere og centerledere vil lokalt iværksætte tiltag, der sikrer, at alle medarbejdere bliver gjort bekendt med universitetets retningslinjer, regelsæt og politikker på feltet samt deres eget ansvar i forbindelse med det.
Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen modtog mandag den 9. september den redegørelse om ”oksekødssagen", som hun havde bedt om.
Fødevareminister Mogens Jensen og miljøminister Lea Wermelin har annonceret, at regeringen ikke ønsker at konkurrenceudsætte universiteternes forsknings- og rådgivningsaftaler med Miljø- og Fødevareministeriet. Dermed skaber man større stabilitet på området, og universiteterne og forskningsmiljøerne får langt bedre muligheder for at planlægge langsigtet.
Miljø- og Fødevareministeriet har i dag forskningsaftaler med Aarhus Universitet, DTU og Københavns Universitet. Aftalerne løber i alt op i omkring 730 mio. kroner årligt.
Arbejdsgruppen for iværksætteri er kommet med en række oplæg og principper for, hvad AU’s kommende iværksætterhus skal tilbyde. De har nu afsluttet deres arbejde, og Erhvervsudvalget (universitetsledelsen) har besluttet husets endelige navn – The Kitchen. Navnet er inspireret af bygningen, som skal rumme det nye iværksætterhus, nemlig det tidligere Kommunehospitals centralkøkken.
Prorektor hilser de omkring 7.000 nye studerende velkommen og opfordrer alle til at engagere sig i både det faglige og sociale fællesskab.
Hun sender samtidig en tak til de mange frivillige kræfter, der i år har været med til at sætte særligt fokus på fællesskab, gensidig respekt og en god tone omkring studiestart – ikke mindst tutorer og Studenterrådet, der i år stod i spidsen for kampagnen ”Be nice not træls”.
Mandag og tirsdag i denne uge har ledelserne fra 60 nordiske universiteter været samlet i Bruxelles for at arbejde med udviklingen af EU’s kommende rammeprogram for forskning og innovation – Horizon Europe.
Her mødtes rektorer, prorektorer og dekaner med nøglepersoner fra Europa-Kommissionen og de nyvalgte, danske, svenske og finske medlemmer af EU-Parlamentet. Fra Aarhus Universitet deltog prorektor Berit Eika, og hun ser mange muligheder i det nordiske initiativ.
”Ved at optræde som en samlet gruppe opnår vi stor gennemslagskraft. Europa-Parlamentet spiller en vigtig rolle i hele beslutningsprocessen for Horizon Europe, og med et nyvalgt Europa-Parlament er initiativet en god mulighed for at give parlamentarikerne en bedre forståelse for, hvordan de bedst kan varetage de nordiske universiteters interesser i EU”, siger Berit Eika.
Den nordiske delegation repræsenterer universiteter i både Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island, og tilsammen hjemtager de nordiske lande mere end 10 % af de samlede midler, som EU har afsat til forskning og innovation. Det er en andel, som deltagerne håber, de kan være med til at øge ved at styrke de langsigtede relationer til beslutningstagerne i Bruxelles.
I morgen den 11. september holder Aarhus Universitet sit tredje netværksmøde om bæredygtighed. Gennem netværket får studerende og medarbejdere mulighed for at komme med idéer og få inspiration til, hvordan man kan bidrage til at fremme bæredygtighed på Aarhus Universitet.
På mødet i morgen kan du høre professor John Thøgersen dele sin viden om, hvordan vi kommunikerer om bæredygtighed. Han har mange års erfaring med emnet og har bl.a. forsket i bæredygtighed, økologi, miljømærkning og forbrugeradfærd.
Du kan stadig nå at tilmelde dig mødet, som foregår kl. 16.00-18.00 i bygning 1910, lokale 217. Alle studerende og medarbejdere er velkomne.
I efteråret er det atter tid til MUS. Forårets APV viste, at ikke alle medarbejdere har den MUS, de skal have.
Alle ledere og medarbejdere opfordres til at udnytte de muligheder, der ligger i MUS-samtalen til en dialog om mål, opgaver, trivsel og kompetenceudvikling.
Som leder har du mulighed for at tilmelde dig et kursus i gode MUS-samtaler, der giver mere værdi for både medarbejdere og ledere. I år er der tre datoer at vælge imellem, og det ene kursus holdes på engelsk.
Fødevareminister Mogens Jensen sætter 10 projekter i gang for 90 mio. kr., som blandt andet skal finde fremtidens løsninger til at nedbringe drivhusgasser fra landbruget. Forskere fra Aarhus Universitet er med i alle 10 projekter.
VILLUM FONDEN uddeler ca. 16 millioner kr. til otte forskningsprojekter på Aarhus Universitet. De otte forskere er alle fra Science and Technology, og deres projekter er udvalgt anonymt ud fra, hvor nytænkende og dristige de er.
Det er snart skiftetid på Aarhus Institute of Advanced Studies (AIAS), der netop har offentliggjort navnene på 20 nye fellows. De første 14 begynder 1. oktober og resten til februar 2020.
De nye fellows er junior- og seniorforskere på højt internationalt niveau og udvalgt på baggrund af en omfattende international peer-review proces. På AIAS bliver de en del af en samlet flok på i alt 34 fellows, der kommer fra mange forskellige forskningsinstitutioner i verden og forsker i vidt forskellige områder inden for både sundhed, naturvidenskab, samfundsvidenskab og det humanistiske felt. Blandt de 20 nye fellows er fire fra Aarhus Universitet.
Med et AIAS-fellowship får forskerne mulighed for at fordybe sig i deres forskning gennem en længere periode og bidrager samtidig til AU’s forskningsmiljøer gennem netværk og samarbejde.
Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi om beslutninger og tiltag fra universitetsledelsen samt aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet her, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer.Her kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen.
Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det her.