Varsling

Der er forskel på varslingstyperne i de enkelte bygninger på AU. Det er vigtigt, at den enkelte forholder sig til, hvilken varslingstype, der er i det område, man opholder sig i. I enkelte bygninger er der ingen varsling. I de bygninger, hvor der er varsling, opereres der med 2 typer af varsling:

  1. Tone-varsling
  2. Tale-varsling

Ved de mest benyttede indgangsdøre er der opsat skilte med information om varslingstype for den pågældende bygning.

Alle opsatte brandtryk er forsynet med information om, hvorvidt aktiveringen af brandtrykket alarmerer brandvæsenet, eller om enheden selv skal kontakte brandvæsenet.

Alarmering

  1. Ring 112
  2. Igangsæt evakuering
  3. Ring til AU's alarmeringsnummer: 87 15 16 17

Alle kan ringe til AU's døgnbemandede alarmeringsnummer i tilfælde af ulykker og livstruende situationer. Nummeret træder ikke i stedet for alarmering til 112, som altid skal kontaktes først. 

Når man ringer til 87 15 16 17 besvarer et call center ved Securitas opkaldet, og de vil aktivere AU's interne alarmering og krisestab i det omfang, det skønnes relevant.

AU's alarmeringsnummer vil også fremgå af alarmeringsinstruksen, som hænger i alle bygninger på AU.

Hvis alarmeringsinstruksen mangler hos jer, kan den downloades her fra siden (til højre). Alarmeringsinstruksen printes på almindeligt A4-papir. Den enkelte enhed tilføjer følgende adresseoplysninger på alarmeringsinstruks

  • Navn på lokalitet
  • Bygningsnummer (hvis det findes) og etage
  • Den fulde postadresse (vejnavn, postnummer, by)
  • Evt. GPS-koordinater

Alarmeringsinstruksen er statisk med undtagelse af adresseangivelse af, hvor den specifikke instruks er opsat, således at de tilkaldte beredskabsenheder hurtigst muligt kan finde frem til rette sted.

Alarmeringsinstruksen vil, i de områder, hvor der ikke er fast tilknyttet personale, som udgangspunkt være placeret ved opsatte Safety Points.

Alarmeringsinstruksen vil, i de områder, hvor der er fast tilknyttet personale, være placeret i forbindelse med evakueringsudstyret (veste og instrukser).

Alarmeringsinstruksen er indarbejdet i alle undervisningslokaleinstrukser, der er opsat i undervisningslokaler og mødelokaler på AU.