Kræftfremkaldende, mutagene og reproduktionstokiske kemikalier

Fremstilling, anvendelse og håndtering af kræftfremkaldende, mutagene og reproduktionstoksiske kemikalier på arbejdspladsen er reguleret af Arbejdstilsynets bekendtgørelse, det er supplerende regler til de generelle regler for arbejde med farlige kemikalier.

Der følger en række forpligtelser med, som skal overholdes før arbejdet påbegyndes:

Definition på et kræftfremkaldende, mutagen og reproduktionstoksisk stof eller blanding

  • Stoffer og blandinger, der fremgår i bekendtgørelsens bilag 1.
  • Arbejdsprocesser, der fremgår i bekendtgørelsens bilag 2.
  • Stoffer og blandinger, der i henhold til CLP-forordningen er klassificerede og mærket med:
H340 Kan forårsage genetiske defekter. Der indeholder 0,1% eller mere
H350 Kan fremkalde kræft. Der indeholder 0,1% eller mere
H360 Kan skade forplantningsevnen eller det ufødte barn. Der indeholder 0,3% eller mere

Krav om substitution

Et kræftfremkaldende, mutagent eller reproduktionstoksisk kemikalie må IKKE anvendes, hvis det kan fjernes eller erstattes af et stof, som ikker er farligt eller er mindre farligt. 

Det samme gør sig gældende, hvis der er tale om en arbejdsproces hvori der dannes et kræftfremkaldende, mutagen eller reproduktionstoksisk stof eller blanding -det er lovpligtigt at anvendes en anden proces, hvor der dannes ikke farlige eller mindre farlige stoffer eller blandinger. 

Krav om risiko vurdering

Der skal udarbejdes en kemisk risikovurdering, som skal bestå af følgende vurderingselementer:

  1. En liste med kemikalierne på arbejdspladsen, med henvisning til leverandøroplysninger om sikkerhed og sundhed - Sikkerhedsdatabladene.
  2. Stofferne og materialernes farlige egenskaber.
  3. Alle eksponeringsveje, fx optagelse i eller gennem huden.
  4. Eksponeringsgraden, -typen og -varigheden.
  5. Omstændighederne ved arbejdet med sådanne stoffer og materialer, herunder mængden.
  6. Virkningen af de forebyggende foranstaltninger, der er truffet eller skal træffes.
  7. Hvor det er muligt, de konklusioner, der kan drages af foretagne arbejdsmedicinske undersøgelser.
  8. Grænseværdier fastsat af Arbejdstilsynet.

Til udarbejdelse af en kemisk risikovurdering, kan skabelonen anvendes eller den kemiske risikovurdering.

Ved risiko vuderingen, skal der overvejes eventuelle sikkerheds- og sundhedsmæssige virkninger for særligt følsomme arbejdstagere, f.eks. for gravide og ammende. Her bør overvejes om der er mulighed for, at disse arbejdstagere ikke beskæftiges i områder, hvor de kan komme i kontakt med kemikalierne.

Når der indgår flere kemikalier, med ovenstående farlige egnskaber, skal der foretages en samlet vurdering af risikoen.

Oplæring/instruktion

Giv herefter en oplæring og instruktion, som er baseret på risiko vurderingen, til alle de medarbejdere, der er involveret i arbejdsprocessen.
Hver enkelt ansat, studerende eller gæster skal have en tilstrækkelig og hensigtsmæssig oplæring og instruktion i at udføre arbejdet på en farefri måde. 

Oplæring og instruktion skal gennemføres inden arbejdet påbegyndes og skal gentages jævnligt.

Når der arbejdes med forskellige farlige kemikalier skal oplæring og instruktion være mundtligt og understøttet af skriftligt materiale.
Skriftligt materiale kan være en specifik vejledning, en video, en planche, sikkerhedsregler eller et sikkerhedskompendium eller lignende.

Når der arbejdes med kræftfremkaldende, mutagen og reproduktionstoksiske kemikalier skal oplæring og Instruktion mindst omfatte følgende:

  1. Instruktion i hvor de farlige kemikalier findes på arbejdspladsen, samt en instruktion i at læse og forstå faremærkning på etikette og i sikkerhedsdatablad, herunder den potentielle sundhedsrisiko.
     
  2. Instruktion i sikker håndtering, anvendelse og oplag af de farlige kemikalier ( f.eks. krav til opbevaring af kræftfremkalende kemikalier bag lås ) og herunder eventuelle anvendelsesbegrænsninger ( f.eks. for gravide og ammende).
     
  3. Instruktion i korrekt brug af sikkerhedsforansaltninger og personlige værnemidler og disses placering på arbejdspladsen.
    En instruktion og en forklaring til korrekt brug af f.eks. punktudsug, stinkskabe, sikkerhedskabinetter, sugeskabe, gasalarmer, handsker, engangsdragter, åndedrætsværn o.l., som anvendes på arbejdspladsen.
     
  4. Instruktion i de foranstaltninger, der skal tæffes med hensyn til personlig hygienje og rengøring.
     
  5. Instruktion i sikkerhedsforanstaltninger ved uheld, f.eks. brand, spild o.l.
    En instruktion og en forklaring til hvordan der skal ageres, hvis der f.eks. opstår et spild, kan det blot tøres op og rengøres eller skal arbejdspladsen evaukeres og lukkes indtil der er rydet op på behørigvis?
     
  6. Instruktion i korrekt bortskaffelse af farligt affald, herunder brugte værnemidler.
    En instruktion i korrekt sortering af kemikalieaffald i affaldsfraktioner (H1, H2, C1, B2, X1, X2, X3 o.l.).
    Herunder en instruktion i at få læst sikkerhedsdatabladet pkt. 10 omkring reaktivitet og ikke blande kemikalie med et andet kemikalie i den samme dunk, hvis de kan reagere farligt med hianden!

Forbud - §5 kemikalier

Der er enkelte kemikalier, som er anført på bekendtgørelsen bilag 1 og 2 med §5.

Fremstilling og anvendelse af stofferne, materialerne og arbejdsprocesserne er ikke tilladt i det omfang, det fremgår af bekendtgørelsen bilag 1 og 2.

Eksempler:
Benzidin, 2-naphthylamin og 4-aminobiphenyl.

Hvis der er særlige begrundelser for at bruge stoffet eller materialet, kan Arbejdstilsynet tillade afvigelser fra forbudet, eksempelvis til videnskabelig forskning og forsøg, herunder analyser. Ansøgningen skal indeholde oplysninger, som er præciseret i bekendtgørelsen bilag 5.

Uddannelseskrav -§17 kemikalier

Der er enkelte kemikalier, som er anført på bekendtgørelsen bilag 1 og 2 med §17.

Håndtering af disse kemikalier må kun udføres af personer, der er i besiddelse af de nødvendige uddannelses- og kvalifikationskrav efter bekendtgørelse om arbejdsmiljøfaglige uddannelser. Søg på §17 uddannelse og du vil finde en kursusudbyder.

Eksempel:
Arbejde som indebærer udsættelse for røg fra metalsvejsning (svejserøg)

Lukket system - §20 kemikalier

For mange af de kræftfremkaldende, mutagen og reproduktionstokiske kemikalier, der er listet i bekentgørelsen bilag 1 og 2, står der ud for Laboratorieanvendelse § 20.

Det betyder at arbejdsprocessen, må kun foregå i et lukket anlæg eller på anden måde, der hindrer frigørelse af stofferne eller materialerne, således at enhver påvirkning herfra udelukkes, i det omfang.

Et velfungerende* stinskab, hvor der udføres kontrol før brug, årlig kontrolleres af driften og har et certifikat på udført sporgasmåling, kan opfylde ovenstående betingelser.  
* God laboratorie praksis for stinkskabe, som lugeåbning, alarmering, opstilling af udstyr i forhold til flow, rengøring o.l. skal efterleves.

Eksempel:
Chloroform, dichlormethan og formaldehyd.

Krav om adskillelse fra andre arbejdspladser - §21

Arbejde med kræftfremkaldende, mutagen og reproduktionstoksiske kemikalier må kun udføres på arbejdspladser, som er effektivt adskilt fra andre arbejdspladser.
Kun beskæftigede, hvis arbejde gør det nødvendigt, må have adgang til disse områder.

Krav til opbevaring - §32

Hvilke muligheder for lås?

  • Lås på hele bygningen.
  • Lås på et laboratorie område
  • Lås på et laboratorie eller et andet rum eller
  • Lås på kemikalieskab.

Klassifikation

H-sætninger

Fare
piktogram

Opbevaring under lås (§16)

Gift-ansvarlig
(§16, stk 2)

Tyveri
Anmeldelse
(§20)

Muta. 1A/1B

H340 Kan forårsage genetiske defekter

silhouete

JA

JA

NEJ

Carc. 1A/1B

H350 Kan fremkalde kræft

silhouete

JA

JA

NEJ

Repr. 1A/1B

H360 Kan skade forplantningsevnen eller det ufødte barn

silhouete

JA

JA

NEJ

Krav til skiltning - §§30-34

I laboratoriet:
Beholdere og emballager der indeholder kræftfremkaldende, mutagene og reproduktionstoksiske kemikalier, skal være forsynet med en CLP-Label, hvor der fremgår hvilken fare der er tale om.

  H340: Kan forårsage genetiske defekter
  H350: Kan fremkalde kræft
  H360: Kan skade forplantningsevnen eller det ufødte barn

Affald:

Affald der indeholder kræftfremkaldende og mutagene kemikalier, skal forsynes med en etikette der er beskrevet i bekentdgørensen bilag 3:

Etiket med teksten: Indeholder et stof, der er omfattet af dansk arbejdsmiljøregulering med hensyn til kræftrisiko

  • etiketten skal være mindst 2,5 cm høj og 5 cm bred.
  • etikettens bredde skal som minimum være 2 gange højden.
  • bogstaverne i sort på gul bund.

Eksponering/Uheld - §45

Hvis der på basis af risikovurderingen er konkluderet, at der er en reel risiko for på­virkning med det/de kræftfremkaldende, mutagene eller reproduktionstokiske kemikalie
ELLER
i tilfælde af uheld/ulykker, hvor der er sket en påvirkning.

Skal det indrapporteres som en arbejdsulykke og skema 2 skal udfyldes:

Skemaet udfyldes af den ansatte, der arbejder med kemikaliet i samar­bejde med den ansvarlige leder, som herefter sender det til den lokale arbejdsmiljøgruppe.
Skemate sendes herefter til AU HR Arbjedsmiljø, som journaliserer skemaet.

  • Hvad angår kræftfremkaldende og mutagene stoffer, skal oplysningerne om den enkelte ansatte opbevares i 40 år efter, at risikoen er ophørt.
  • Hvad angår reproduktionstoksiske stoffer, skal oplysningerne om den enkelte ansatte opbevares i 5 år efter, at risikoen er ophørt.
  • Ved virksomhedsophør skal listen sendes til Arbejdstilsynet.

Krav om Forhåndsgodkendelse - §§47-50 kemikalier

For de kræftfremkaldende, mutagene og reproduktionstokiske kemikalier, der er listet i bekentgørelsen bilag 1 og 2, hvor der står anført §§ 47-50, kræves er en godkendelse ved Arbejdstilsynet, før arbejdet kan påbegyndes.

Ansøgningen om godkendelse, skal ske i elektronisk form eller i papirform til Arbejdstilsynet og indeholde oplysning om følgende:

  1. Påtænkt anvendelse og vurdering af sikkerheds- og sundhedsforholdene ved arbejdet, jf. kapitel 4.
  2. Med hvilken begrundelse stoffet, materialet eller arbejdsprocessen ikke kan erstattes af et mindre farligt stof, materiale eller arbejdsproces.
  3. Eventuelle tekniske anlæg og processer.
  4. Nødvendige sikkerhedsforanstaltninger.

Eksempler:
Hexachlorbenzen, p-cresidin og 1,2-dimethylhydrazin. 

Love og regler

Bekendtgørelse om foranstaltninger til forebyggelse af risikoen ved arbejde med kræftfremkaldende, mutagene eller reproduktionstoksiske stoffer og materialer:
Bekendtgørelse om foranstaltninger til forebyggelse af risikoen ved arbejde med kræftfremkaldende, mutagene eller reproduktionstoksiske stoffer og materialer (retsinformation.dk)

kan også læses på Arbejdstilsynets side:
Bekendtgørelse om foranstaltninger til forebyggelse af risikoen ved arbejde med kræftfremkaldende, mutagene eller reproduktionstoksiske stoffer og materialer - Arbejdstilsynet

Bekendtgørelse af lov om kemikalier 
Kemikalieloven (retsinformation.dk