Bygning 1190

I 1935 kunne de første studerende flytte ind på ”Studenterkollegierne i Universitetsparken i Aarhus”, hvormed Danmarks første egentlige universitetscampus blev skabt. Tanken var, at de studerende og underviserne skulle bo og arbejde side om side, som man bl.a. kender det fra en række britiske universiteter. Kollegierne blev bygget for private midler, indsamlet af Universitetssamvirket. De økonomiske rammer blev skabt gennem sponsorater fra private, virksomheder, institutioner, amter og kommuner, således at hver sponsor sponsorerede ét eller flere værelser. Prisen pr. værelse var på 5.000 kr. og med sponsoratet fulgte, udover en navneplade og muligheden for at hjælpe en student, også retten til at udstikke de retningslinjer, som værelsets kommende beboere skulle overholde for at få værelset tildelt. Sponsorernes indstillingsret gælder stadig. 

I efteråret 1943 blev de fem daværende kollegiebygninger beslaglagt af den tyske besættelsesmagt og beboerne blev flyttet. Gestapo brugte Kollegium 4 og 5 som deres hovedkontor i Jylland. Dette medførte, at det britiske luftvåben Royal Air Force, efter anmodning fra modstandsbevægelsen, jævnede de to kollegier med jorden under et luftbombardement den 31. oktober 1944. Resten af Universitetet blev pådraget mindre skader. Efter befrielsen kunne de studerende i september 1945 atter flytte tilbage til de nu renoverede kollegier 1, 2 og 3. I 1947 stod kollegium 4 og 5 genopført og kollegium VI stod færdigbygget.

Fra kollegiernes opførelse og frem til 1976 eksisterede der såkaldte ”eforer” på kollegiet; en professor, der mod fribolig og et beskedent honorar, holdt opsyn med de unge kollegianere.

Uddrag fra bogen ”Universitetskollegierne i Århus 1935-1985, side 57 og 61, afsnit af Poul Schmidt ”På kollegium i besættelsestiden”:

”For mig står det hele ganske klart: De lyse kollegiebygninger, som vi dengang synes var meget moderne, værelset med den sorte dobbeltdør, som skulle skærme mod støj udefra og med korkgulvet og altanen udenfor. Den mørke gang mellem værelserne belagt med klinker og en løber henover, som dæmpede skridtene udenfor: tøfler, klaprende slippers eller måske højhælede sko der standsede foran ens dør! .... Hver gang havde sit køkken, og jeg kan tydeligt høre lyden af skramlende stole på klinkegulvet derude, når nogen drak te, kaffe eller øl eller varmede mad. Denne lyd af stolene på klinkegulvet drog som en magnet.”

 ” Selve krigens gang fulgte vi jo især i kollegiets radiostue, hvor alle landets aviser lå fremme, og hvor der var dybe behagelige lænestole. ...På væggen var et stort Europakort, og der kunne vi dagligt følge den tyske tilbagegang. ...Så tog tyskerne kollegierne, og det var selvfølgelig en provokation. Pludselig var vi alle hjemløse.”