Bygningskompleks 1150

Bygning 1150 fra 1957 er centralt placeret i Universitetsparken ud mod Ole Worms Allé. Bygningen er opført i forlængelse af bygning 1161.

Undervisningsministeriet besluttede i 1945 at oprette Specialkursus for Husholdning ved Aarhus Universitet. Gennem dansk Kvindesamfund blev der indsamlet midler, dels til kollegium 7, og dels til en auditoriebygning til anvendelse for Specialkursus for Husholdning. Auditoriebygningen, bygning 1150, blev indviet den 26. oktober 1957.

Aarhus Universitet havde påtaget sig ansvaret for bygningens drift med den forudsætning, at universitet kunne gøre brug af lokalerne, når Specialkursus for Husholdning ikke benyttede dem. Omvendt indeholdt bygningen ikke øvelseslokaler, så man håbede derfor fra kursets side at kunne benytte lokalerne på andre institutter, når undervisningen krævede særligt udstyr. Der blev bl.a. afholdt kurser i ernærings- og kostlære og husholdningsøkonomi. Fra 2002 blev fagene lagt under JCVU, der senere blev til VIA.

Retningslinjer

Bevaringsmanualens retningslinjer for bygningskomplekset. 

Se dertil oplysninger om materialer og bygningsdele i menuen til venstre.

Facader og tag

Retningslinjerne for bygningernes facader og tag skal følges for at fastholde den ensartede høje kvalitet og det samlede helhedsindtryk. 

Ændringer på bygningernes facader og tag udføres af AU Bygninger som udvendigt vedligehold. Kontakt AU Bygninger for nærmere aftale, hvis et interiørprojekt vil medføre ændringer i bygningens ydre eller udearealer.

I januar 2023 er der offentliggjort en ny skiltemanual med retningslinjer, der skal følges ifm. skiltning på alle Aarhus Universitets eksisterende og nye bygninger. Download skiltemanualen her.

Gangarealer og trapperum

Det skal tilstræbes at bevare rummenes oprindelige bygningsdele og materialer, og hvor de ikke fremstår oprindelige, bør de i størst muligt omfang tilbageføres til det oprindelige udtryk. Dette gælder rummenes loft, gulv- og vægoverflader samt aptering som døre, fast inventar, snedkerdetaljer, vinduesbundplader mv.

Projekter, der medfører ændringer i forhold til det oprindelige udtryk, aftales med AU Bygninger.

Forespørgsler til AU Bygninger sendes til tek@au.dk.

Retningslinjerne i den bevarende lokalplan 376 gælder forud for retningslinjerne i AUs manual for Universitetsparken og Vennelystparken. 

Kildeliste

Det Lærde Selskab & Albeck, Gustav (red.) (1978): "Aarhus Universitet 1928-1978". Aarhus Universitetsforlag, side 594.

Jakobsen, Kristian Holmelund (2009): "Frikadellefakultetet". Delfinen, side 34-35. 

Møller, C.F. (1961): “Aarhus Universitets bygninger 1933-1961”. Aarhus Universitet, side 3, 28.

Møller, C.F. (1978): ”Aarhus Universitets bygninger”. Universitetsforlaget i Aarhus, side 74-75.

Skriver, Poul Erik (1966): "Århus Universitet - administrationsbygningen og studenternes hus samt statsbiblioteket i Århus". Arkitektur, side 158.

Aarhus Universitet (1953): "Aarsskrift for Aarhus Universitet XXV". Universitetsforlaget i Aarhus, side 106.

Aarhus Universitet (1954): "Aarhus Universitet Aarsberetning". Universitetsforlaget i Aarhus, side 20.

Aarhus Universitet (1958): "Aarhus Universitet Aarsberetning 1957-58". Universitetsforlaget i Aarhus, side 126-128.

Har du spørgsmål eller kommentarer? 

... er du velkommen til at sende en mail til AU Bygninger på tek@au.dk