Bygningskompleks 1320

Bygningskompleks 1320 ligger i det nordøstlige hjørne af Universitetsparken og består af en sammenhængende randbebyggelse (bygningerne 1322 til 1328), der skærmer parken for Randersvej og Nordre Ringgade. To tværliggende bygninger i en etage rummer Tvillingeauditorierne (bygning 1324) og Samfundsfagenes Kantine (1321), og mellem disse under terræn en parkeringskælder (bygning 1320).

Mens Det Naturvidenskabelige Fakultets pladsbehov, som omtalt under beskrivelsen af Fysisk Institut, blev løst ved forøgelse af de tidligere vedtagne bygningshøjder, måtte man, for at undgå en påtænkt flytning af dele af universitetet til Skejby eller Lisbjerg nord for Aarhus, anlægge en større bebyggelse for Det Humanistiske Fakultet i parkens nord-østre hjørne. Bygningerne blev taget i brug i 1975.
For arealmæssigt at gennemføre denne ret store bebyggelse måtte man fjerne de fem professorboliger opført i 1935 og inddrage en del af vejarealet. Det bøder på den noget tætte bebyggelse, hvor en sammenhængende række af bygningsblokke afskærmer parken fra den støjgivende trafik fra Ringgaden og Nørrebrogade. De let forskudte bygningsblokke danner nogle arkitektoniske gode rum i parkområdet.

Bygningernes indre er udført med stor omtanke ift. den støjgivende trafik. Bygningernes gangarealer er hovedsageligt placeret mod vejområderne, mens funktionsrum som kontorer, undervisningslokaler og mødelokaler er placeret mod parkområdet. Facaderne mod vejområderne udført med færre vinduer end facaderne mod parkområdet, svarende til at hvert andet vindue er fjernet.

Gangforløbene er et af kendetegnene ved nord-østre hjørne, hvor man nærmest bevæger sig gennem en labyrint af teglsten. De få enkle materialer, tegl, egetræ og lamellofter, bidrager til at give bygningerne i nord-østre hjørne et homogent og fuldendt udtryk.

Der er fra 1970-erne indtænkt en vis grad af fleksibilitet. Det gennemførte modulsystem definerer rammerne, så størrrelsen på rummene bag gangarealerne kan ændres, og der er fra starten lavet tilmurede dørhuller, som et klart signal om mulighederne for fleksibel udnyttelse af arealerne.