Ved det daglige arbejde med behandling af studerendes forhold kommer vi i berøring med både afgørelser, procesledende beslutninger og faktisk forvaltning. Men hvornår er der egentlig tale om faktisk forvaltning?
For nærmere at forstå hvad faktisk forvaltning er, skal begrebet afgørelse defineres. En afgørelse skal forstås i lyset af forvaltningslovens afgørelsesbegreb, jf. forvaltningslovens § 2, stk. 1. Af bemærkningerne til forvaltningslovens § 2, stk. 1, fremgår blandt andet følgende:
Med udtrykket "truffet afgørelse" sigtes til udfærdigelse af retsakter, dvs. udtalelser, der går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde. Uden for lovens anvendelsesområde falder således navnlig den administrative sagsbehandling, der har karakter af faktisk forvaltningsvirksomhed.
Nedenfor forklares forskellen mellem afgørelser, procesledende beslutninger og faktisk forvaltning. Ligeledes kan der læses mere om, hvad der betragtes som faktisk forvaltning.
En afgørelse er en udtalelse fra en offentlig myndighed til en ekstern modtager, som udstedes på offentligretligt grundlag og som ensidigt bestemmer, hvad der er eller skal være gældende ret.
Eksempel fra AU:
Procesledende eller processuelle beslutninger er beslutninger vedrørende de enkelte sagsbehandlingsskridt i afgørelsesprocessen. Kendetegnende for en processuel beslutning er, at den har intern karakter og typisk har som formål at forberede en senere afgørelse.
Eksempel fra AU:
Faktisk forvaltning er beslutninger, der ikke handler om at træffe retligt bindende afgørelser i forhold til de implicerede personer - modsat en afgørelse i forvaltningslovens forstand, der netop går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde.
Eksempler fra AU:
Grundlæggende kan det siges, at der er tale om faktisk forvaltning,
Ved vurderingen af om en beslutning er en afgørelse, kan det også inddrages, hvor væsentlig betydning beslutningen har for den endelige fastlæggelse af en parts retsposition. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at væsentlighedskriteriet ikke kan stå alene eller ophøjes til det vigtigste i en samlet afvejning. Det kan således kun indgå som et element i vurderingen.